Stormvejr på følelsesfronten håndteret og afvæbnet

Du kender det helt sikkert. De der OFF dage, lortedage, dage hvor følelserne bare raser og på ingen måde kan vises frem på Facebook. Så ville glansbilledet af det perfekte liv nemlig krakelere for alvor. Sådan en dag havde jeg for nylig. Totalt stormvejr på følelsesfronten, i godt og vel 4 timer. Så lettede det. Selve oplevelsen kom der dette indlæg ud af, som jeg nu deler med dig. Ikke for at få sympati men bare for at sige, at følelser er en naturlig del af livet – også de vanskelige. Håber ud kan bruge indlægget som inspiration og øve dig på at rumme alle dine følelser, uden at slå dig selv tilbage til Start.

Indlæg: Off dag. Lortedag. I dag er bare røv og nøgler – hvad værre er, der er ikke en særlig årsag hertil.

Så nu sidder jeg her med en anelse selvmedlidenhed i årene, og overvejer mit næste træk. Jeg kunne jo følge nogle af de mange råd jeg selv har modtaget og delt i forhold til at højne min vibration. Men jeg orker det ikke. Orker dårligt nok at sætte musik på. Hvorfor?

Måske fordi jeg ikke magter at slippe min dårligdom. Måske har jeg vænnet mig så meget til denne tilstand, at jeg har glemt, at det kan være anderledes. Arh og dog, for i går havde jeg forventningsfulde bobler i maven. Igen uden årsag. Så melding herfra må være, at vejret og humøret er omtrent lige omskifteligt.

Jeg er spirituel, det har jeg altid været, og i de ca 10 år jeg har haft fokus herpå, er der sket meget glædeligt i mit liv. Der har været medvind på cykelstien som Jacob Haugaard vist lovede engang. Bagsiden af den spirituelle medalje er, at det næsten ikke længere er tilladt (siger jeg), at ha en off dag. For jeg har en værktøjskasse, der er stoppet til randen med effektive værktøjer, lige til at tage frem og “fikse” min tilstand med. Jeg gider bare ikke. Ikke i dag.

Måske er jeg i færd med at smage min egen medicin? Jeg ved, at denne tilstand vil ændre sig, hurtigt, hvis jeg ikke bekæmper den. Bare lader den fare. Rummer den. Jeg ved, at jeg ikke skal sende noget ud, starte nye ting eller sende ønsker af sted fra denne vibration. For jeg ønsker ikke at modtage det, jeg ville kunne manifestere fra den energi. Så derfor gør jeg det eneste rigtige. Jeg tager en lur, noget mad og en gåtur i det fri. I håb om at søvnen nulstiller min vibration, maden gør mig mæt, og naturen giver healing og luft til hjernen. For det har jeg åbenbart brug for i dag.

Efterskrift: Følelsesstormen varede 4 timer. Jeg har generelt rigtig mange dejlige dage, og meget at være taknemlig for. Alligevel vil jeg forbeholde mig retten til at være menneske, med alt hvad det indebærer!

Én kommentar til “Stormvejr på følelsesfronten håndteret og afvæbnet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.