Min midtvejskrise, livskrise eller meningskrise om du vil, har rod i mit karriereliv. Uden at være doktor af nogen som helst art, har jeg diagnosticeret mig selv til at have en karrierekrise. 100 kroners spørgsmålet er så, hvad pokker, skal jeg mon lære at denne krise?

Jeg har fine uddannelsesbeviser, og det erhverv jeg tidligere har brugt størstedelen af mine vågne timer på, giver på nogle områder ikke længere mening. Jeg har altid troet, at når jeg nåede til dette sted i min karriere, hvor jeg havde plus 10 års erhvervserfaring, havde et spændende job, den gode løn, dygtige kollegaer, fast stilling, lav transporttid, så ville jeg blive lykkelig. Well…. Jeg fik jo faktisk præcis det, jeg havde ønsket mig, så hvad er problemet, fru Rahbek? På min “job-ønskeseddel” havde jeg lige glemt at tilføje, afbalanceret work life balance og et arbejde hvor jeg anvender min passion og hele mig. Det resulterede i, at jeg i efteråret måtte tage konsekvensen heraf, og vinke farvel til mit arbejde, da det påvirkede mit helbred i en negativ retning.

I går ramte meningskrisen mig, for sæt nu at jeg aldrig kommer ud af dette limbo. Min søgen efter JOBBET eller en meningsgivende beskæftigelse, føles som at stå på en togstation og vente på TOGET. Jeg har købt billet til flere afgange, har endda været inde i flere kupeer, men hver gang ender jeg på perronen igen med en uindfriet billet. Min hjerne registrerer begejstringen hver gang et nyt tog dukker op i horisonten, mens mit hjerte er mere skeptisk. Som jeg står der på perronen, tænker jeg. Hvorfor knoklede jeg så mange år for den gode løn, den rette titel, drømmen om billetten til første klasse? Var det sliddet værd? Jeg kender godt svaret, men vil helst ikke høre det.

I går var krise. I dag mærker jeg en lille boble af stolthed, over at have mærket efter, og handlet på at tage vare på mig, uagtet de konsekvenser, det har medført. De mange billetter og ventetiden, har kostet på flere planer, men jeg har vundet på helbredskontoen. Og pigen på togstationen, hun får lov til at stå der lidt endnu, indtil det rigtige tog dukker op. Jeg kunne godt tage det næst ankomne tog, og køre med en station eller to, men det føles ikke rigtig i maven. I mit hoved kører der konstant en sætning “ha tillid”, og guderne skal vide, at jeg forsøger. Dagligt. Både at have tillid, men især at nyde ventetiden og få det bedste ud af den. Nogle dage, er det lettere end andre og nye tanker har meldt sig. Skal jeg overhovedet med noget jobtog? Hvor vil jeg egentlig gerne hen? Skulle jeg måske finde en lufthavn i stedet? For jeg ønsker af hele mit hjerte, at kunne bidrage og bruge mine kompetencer/talenter og hele mig også i mit professionelle virke.

læs også:

Iført mine universelle briller ved jeg, at meningskriser skaber mulighed for læring og udvikling. Hver krise vi gennemlever giver os en oplevelse og en medfølgende lærdom, idet hele vores følelsesspektrum bliver sat på en prøve. Vi er derfor nødt til at finde nye veje i os selv, for at tackle den udfordring vi står overfor. Jeg tror aldrig, jeg vender mig til kriser, men forsøger at minde mig selv om, at for hver krise jeg har nedlagt, er jeg vokset med opgaven og har lært en masse. Det vil jeg prøve at huske på, mens jeg samtidig passer på lillepigen på den vindblæste togstation.

Så krise eller ej – den lille passager står spændt og venter på, hvad morgendagen mon bringer og glæder sig over muligheden for at tænke sig rigtig godt om.