LIVSÆNDRENDE RÅD, DU KAN LÆRE AF ALKYMISTEN

Alkymisten er en magisk historie om den andalusiske fårehyrde

Alkymisten er en magisk historie om den andalusiske fårehyrde, Santiago, som er på jagt efter den ultimative skat. Undervejs prøver han at lære at lytte til sit hjerte og følge sine drømme, men der er masser af prøvelser på vejen mod skatten.

Det er så sjælden en fornøjelse at opleve en bog som Alkymisten. Du må simpelthen ikke snyde dig selv for en rejse væk fra kolde Danmark og ind i bogens eksotiske univers. Bogen rummer en historie, der får dig til at tro på, at alt er muligt, så længe du virkelig vil det.

Jeg har tænkt mig at lave den her anmeldelse på en lidt anderledes måde. I stedet for at skrive en lang beskrivelse af handlingen, fortæller jeg om de 4 vigtigste lektioner, vi kan lære af Alkymisten. Og det har faktisk været svært for mig at lave den her artikel, for der er så mange guldkorn at vælge imellem! Men begrænsningens kunst er jo også velset, så jeg har gjort et forsøg.

1. DIN LIVSBANE ER DET VIGTIGSTE I DIT LIV

Du skal følge dit hjerte. Du skal følge din mission i livet. Din passion. Alkymistens hovedperson, Santiago, møder på et tidspunkt en smuk pige i en oase midt i ørkenen. Det er kærlighed ved første blik, og Santiago vil gøre hende til hans kone. Han vil stoppe sin søgen efter den skat, han har ledt så længe efter. Men han er i syv sind. Skal han virkelig lade hans drøm slippe væk i sandet? Han søger råd hos den kloge alkymist, som fortæller om fremtiden:

Du vil blive rådgiver for oasen. Du vil få guld. Du vil blive gift med Fátima og I vil leve lykkeligt det første år.

Det næste år vil du komme i tanke om skatten. Du vil forsøge at ignorere tankerne.

Det tredje år vil tegnene fortsætte med at tale om din skat og din livsbane. Nat efter nat vil du vandre rundt i oasen, og Fátima vil være en ulykkelig hustru, fordi hun var årsag til, at din søgen blev afbrudt. Men du vil vise hende kærlighed. Hun har aldrig bedt dig blive, for en ørkenens kvinde forstår at vente på sin mand.

Du kunne have gået videre, kunne have stolet mere på din kærlighed til Fátima. For det, som holdt dig i oasen, var selve din angst for aldrig mere at vende tilbage.

Kort fortalt er det ikke ægte kærlighed, hvis det forhindrer dig i at nå dine mål. Når du ligger i din seng om mange år fra nu af vil det, du tænker tilbage på med størst fortrydelse ikke være de ting, du gjorde. Det vil være det, du ikke gjorde.

DET KAN VÆRE SVÆRT AT FØLGE DIN LIVSBANE, MEN BELØNNINGEN ER STOR

Når du vælger at følge sin livsbane, bliver du udsat for utallige udfordringer og tilbagefald. Når det hele er allermest imod dig, vil du have lyst til at give op. Ligesom vores kære hovedperson, Santiago, har en gang imellem.

Men hvis du prøver at vende den om, så er du bare et skridt tættere på målet, når du overkommer en forhindring. Tættere på din skat. Tænk på det på den her måde: uden udfordringerne ville
målet slet ikke være tiltalende. Så det handler om at være taknemmelig for både det gode og det dårlige, og så ellers bare blive ved og ved.

Det her med vedholdenhed er noget, som jeg selv kæmper med en gang imellem. Der er fx perioder, hvor jeg slet ikke, er motiveret til at læse til studiet. For mig hjælper det dog at tænke på, at det er vedholdenheden, der gør forskellen i sidste ende. Der er ingen HR-chefer, der er nået dertil hvor de er i dag uden at have været konsistente i deres jagt.

REJSEN ER VIGTIGERE END MÅLET

Der er så mange af os, der udelukkende fokuserer på målet, og desværre glemmer selve rejsen. Den her er jeg også selv skyldig i en gang imellem! “Hvis jeg bare lige havde …” og “Når jeg nu får det der, så …”.

De tanker er typiske, men de er – i bedste fald – ligegyldige for dig, fordi det er her og nu, der tæller. I værste fald er de med til at gøre dig ulykkelig, fordi du udsætter din glæde til den dag, du når målet – hvilket ikke engang er sikkert. Derfor er det ekstra vigtigt at nyde processen. Det er i processen al læringen, udviklingen og spændingen ligger, men det kan være svært at se, når du har øjnene stift rettet mod målet.

Hvis du læser Alkymisten, vil du virkelig forstå det her punkt til sidst i bogen. Jeg tør godt love dig, at du bliver overrasket over, hvordan den ender – og jeg tør godt love dig, at du forstår, hvad jeg mener med, at rejsen er det vigtigste.

VI ER ALLE ALKYMISTER, DER KAN BYGGE VORES EGET LIV

Lige meget hvad din baggrund er, og lige meget hvor du er lige nu, så kan du altid ændre dit liv. Alkymisten beskriver alkymi som en form for magi, og det er egentlig også en magisk proces, når du bliver i stand til at bygge dit liv op præcis, som du har lyst til.

Og hvornår bliver du så i stand til det? Jo, det gør du bl.a. når du indser, at det eneste der står imellem dig og din drøm, er din frygt for at fejle.

Opsummering

De fire livsråd fra Alkymisten er:

  1. Din livsbane er det vigtigste i dit liv
  2. Succes er aldrig en tilfældighed. Det vil være svært at følge din livsbane, men belønningen er ligeledes stor
  3. Rejsen er vigtigere end målet
  4. Vi er alle alkymister, der kan bygge vores eget liv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.