Arbejder du for meget eller med det forkerte?

Arbejder du for meget eller med det forkerte? Bliver du drænet for energi eller møder du glædesfyldt op på arbejde?

Arbejder du for meget, kan det være tegn på at du i bedste fald arbejder med din passion og livsdrøm, men i værste fald kan det også være tegn på en virkelighedsflugt og en ubevidst raffineret form for selvsaboterende adfærd.

  • Hvad er for lidt?
  • Hvornår er noget for meget?

Føler du, at du arbejder for meget? Foretrækker du at blive en time ekstra på kontoret hver dag, selvom du egentlig ikke er vildt begejstret for dit arbejde, ja så skal du måske til at kigge på, hvad det er, du løber væk fra? For når man arbejder meget, kan det nogen gange være tegn på, at vi ubevidst flygter fra os selv eller noget der ikke fungerer i vores liv. Vi har bildt os selv ind, at vi er er nødt til at knokle, for at opnå anerkendelse.

Uden du ved af det, er du pludselig havnet i et job, hvor hver dag stort set ligner hinanden. Hvor du halv søvnig står op, kører på job, og bruger 8 timer af dagens bedste timer på at udføre opgaver, der i virkeligheden ikke nærer din sjæl. Du ved egentlig godt, at du måske skal gøre noget andet, men du er ikke parat til at høre efter. Derfor skruer du op, påtager dig nye opgaver, løber lidt stærkere, så du kan performe bedre og blive rost for dit arbejde.  Du er i gang med at hente anerkendelse, alle andre steder end fra dig selv.

Og når rosen indfinder sig, føles det ligegyldigt. Tomt.

Pludselig har du lullet dig selv ind i en fortælling om, at du er “vigtig”. At dit bidrag gør en forskel. At du er uundværlig.

PUF.

Det er en selvskabt illusion, og vores ego der forsøger at holde fast i det, der er, uanset om det fungerer eller ej. Vi har på raffineret vis startet et selvsaboterende handlingsmønster i vores karriere.

Konsekvensen ved at arbejde for meget, med ting der ikke nærer vores sjæl, kan være sygdom og fysiske skavanker. Hovedpine, stress, muskelsmerter, maveproblemer….Kroppen er en intelligent enhed, der forsøger at kompensere for vores høje tempo og manglende hvile. Egentlig er det ret vildt, hvad vi kan byde vores krop, uden den vælter. Kaffe i litervis, timers stillestående arbejde, højt arbejdspres og konstante forstyrrelser….lyder det velkendt?

Jeg har været der. I flere år faktisk. Og jeg væltede jo også til sidst, heldigvis. For ellers ville jeg ikke have fået kigget på mit liv. Kigget på det der i virkeligheden betyder noget for mig. Kigget på, hvordan jeg ønsker at behandle min krop, mig selv, og hvilket menneske jeg ønsker at være.

Den process fortsætter, men først og fremmest ønsker jeg at være glad. Dagligt. Glad og selvkærlig. En solstråle. Et lys for mig selv og mine medmennesker.

Selvfølgelig kan man arbejde en del, uden at miste fodfæstet. For der er stor forskel på at bruge en time med nærende arbejde hvor tiden bare flyver af sted, eller kæmpe en time med pivot tabeller i Excel. Hver sin præference. Så hold et vågent øje på din intelligente krop. Hvad fortæller den dig? Er det tid til pause, eller karriereskifte? Skal du geare op eller ned?

I dag er min arbejdsplads mit lille kontor i husets anneks. Vi har navngivet det skuret (ikke meget numerologi der). Selv en sen aften i skumringstiden, er her ganske magisk. Stille. Roligt. Uforstyrret. Ingen Pivot tabeller i sigte.

4 kommentarer til “Arbejder du for meget eller med det forkerte?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.