Er det senmoderne parforhold præget af narcissisme?

Er det senmoderne parforhold præget af narcissisme?

Er det senmoderne parforhold præget af narcissisme?

Er det senmoderne parforhold præget af narcissisme? – Selvrealisering, valgfrihed og ytringsfrihed udgør alle en del af senmodernitetens velfærdssamfund. Alligevel stiger behovet for anerkendelse, der meldes om flere sygemeldte med et urealistisk højt stressniveau og depression.

Hvad er overflade og hvad er realitet? Er vi styret af kulturelle idealer eller biologiske drifter? Er idealet om kærlighed i den senmoderne kultur et narcissistisk projekt?

For at nå til en vurdering af spørgsmålet “Er det senmoderne parforhold præget af narcissisme”, vil jeg indledningsvis redegøre for begrebet “narcissisme”. Som forklaringsmodel vil jeg kort inddrage “Narkissos-myten” som grundlag for begrebet, Sigmund Freuds psykodynamiske teorier om de narcissistiske udviklings processer, samt Jürg Willis psykodynamiske “kollusionsteori” til uddybelse af den narcissistiske kollusion og de fallisk-ekshibitionistiske narcissistiske tendenser.
Redegørelsen vil ligge op til analyse gennemgangen af en selvvalgt case, hvor teorierne fra forrige afsnit benyttes. Efterfølgende vil problemformuleringen blive diskuteret med udgangspunkt i Anthony Giddens’ socialpsykologiske teorier. Den selvvalgte case og de senmoderne forhold anno 2010 vil blive inddraget.
Afslutningsvis vil min personlige konklusion blive inddraget.

Narkissos-myten:

Begrebet ”narcissisme” stammer oprindeligt fra psykoanalysens grundlægger: Sigmund Freud.
Myten om Narkissos ligger til grund for Freuds udlægning om narcissisme og det selvelskende individ. Ovids fortolkning af Narkissos-myten omhandler kort fortalt den græske karakter ”Narkissos”, der bliver født ind i et miljø omringet af kærlighed til ham. Hans ungdomsår præges af et blændende ydre, men ensomt og uempatiske indre. Nymfen ”Ekko”, hvis eneste evne var at gentage og bekræfte andre må ligeledes se sig skuffet i sine forsøg på at tilnærme sig ham.
Guden ”Nemesis” straffer Narkissos’ afvisning af Ekko ved at lade ham blive forelsket i sin egen refleksion. Resultatet bliver en uvirkelig selvkærlighed ved mødet sit spejlbillede. Erkendelsen af at personen i spejlet blot er narkissos selv skabes en dyb splittelse over skelnen mellem virkelighed og fantasi. Narkissos’ eneste udvej bliver at begå selvmord.

Den narcissistiske udvikling jf. Freud:

Freud tolkede Narkissos’ spejling som kærlighed til selvet. Han udvidede sin teori om de psykoseksuelle udviklingsfaser med 2 sideløbende fase: Den primære og sekundære narcissistiske udvikling.

Den primære narcissistiske udvikling (0-6 måneder gammel, almengældende udviklingstilstand): Lystprincippet: Libido er vendt mod barnets selv. Der er et generelt behov for omsorg og ansvarsovertagen. Omsorgspersonen, typisk moderen, bliver barnet kilde til tilfredsstillelse.
Lystprincippets hersken viser sig i barnets intuitive adfærd, hvor selvfølelsen er altdominerende. Freud beskriver barnets selvfølelse som hypersensitiv med en grandios selvfølelse: ”jeg er den vigtigste i verden”. Fostertilstandens paradisiske omgivelser skaber en længsel hos barnet. Den oceanske følelse hvor barnet og moderen tilsammen udgjorde en symbiotisk tilstand bliver idealet for barnet. Den absolutte behovstilfredsstillelse (barnets) kendetegner den omnipotente sammensmeltning. Gennem den primære udvikling reguleres libido til afslutningsvis at kunne rettes mod objektrelationer. Barnets udvikling afhænger dermed af omsorgspersonen. Mangel på omsorg kan resultere i en grundlæggende mindreværdsfølelse af barnets personlighedsstruktur. Overstimulering kan medføre en integreret selvforståelse som omnipotent der følger den videre udvikling. Konsekvenserne af frustration i den primære narcissistiske udvikling er, ifølge Freud, en svært desillusioneret virkelighedsopfattelse af psykotisk-karakter.

Parforhold, hvis grundkonflikt er baseret på en fiksering i den primære narcissistiske udvikling, har svært ved at mærke grænsen i forholdet. Her hersker lystprincippets længsler hvor grænsen mellem den symbiotiske sammensmeltning med partneren er i konflikt med angsten for intetheden ved at miste sin fri seksualitet.

gennemgang af den primære narcissisme har efterladt spor af uopfyldte behov.
Det fortsatte behov for omsorgstilfredsstillelse målretter derfor libido mod omgivende objekter og gør dem til

”selvobjekter”

Selvet opstiller således et forsvar mod ubehag og angst: Jeget målretter libido Ham/hende vil jeg kaste bruge til at få opfyldt mit behov Ved tilfredsstillelse vender libido tilbage til selvet.
Trods selvobjekternes tilfredsstillelse skaber barnets ustabile selvfølelse en afhængighed af selvobjekternes refleksion. De grandiose idealer, har til formål at genvinde omsorgen fra den tidligere udvikling (Jeg blev ikke anerkendt før jeg måske er ikke god nok hvis jeg bliver ligeså god som mor, er jeg god nok).

I den sekundære narcissisme har barnet etableret en grundlæggende personlighedsstruktur. Evnen til at skelne mellem omgivelserne og selvet er intakt. Men angsten for ikke at få opmærksomhed skaber en ustabil selvfølelse hos barnet. Manglende tilfredsstillelse i den sekundære narcissistiske udvikling gør at barnet integrerer en grundlæggende ustabil selvværdsfølelse fremover og vil typisk blive kategoriseret som ”fallisk-ekshibitionistisk” narcissist.

Anerkendelse og accept af barnets naturlige jeg er vigtigt for udviklingen af forestillinger og idealer. Afhængigt af mængden af frustration vil splittelsen mellem realisme og fantasi udvikle sig derefter. Konsekvensen er her ikke nødvendigvis af psykotisk karakter, men ses ofte i en mere kompleks objektrelation som voksen. Narcissisten med en fiksering i den sekundære narcissistiske udvikling, har et højtudviklet og urealistisk idealjeg. Ved at de-personificerer (gøre dem til produkter) de opsøgte individer kan han uden moralske kvaler være ekshibitionistisk i sociale relationer. Den fallisk-ekshibitionistiske narcissist opsøger generelt kedelige og unuancerede omgangskredse. Hans grandiositet kommer til udtryk ved selvhævende på andres folks bekostning. Gennem spejling får han bekræftet sin illusion om den sig selv som grandios: ”Hvis andre siger/synes jeg er fantastisk, så er det jo realiteten”.

Forelskelsen:

På det ubevidste plan dannes der en tiltrækning tilsvarende ”krage-søger-mage”-princippet. Til sammenligning kan man trække paralleller mellem den voksne kollusion og den sekundære narcissistiske udviklings brug af selvobjekter: En forløsning af den indre konflikt synes mulig ved at rette libido mod et omgivende objekt mod en partner.
I konfliktperioden (tiden alene) integrerer individet sin grundkonflikt. Når mødet med ”kærlighedsobjektet” (partneren) indtræffer skabes kollusionen.

Via den projektive identifikation omorganiserer (fortrænger) man sin grundkonflikt, der giver plads til håb og en midlertidig følelse af euforisk lykke, også kaldt forelskelse”. Ved accept af de overførte projiceringer, og tilsvarende respons, dannes der en ”gensidig projektiv identifikation”. Det bevidste selv og det ubevidste selv forenes og grundkonflikten syntes løst.

På det bevidste plan forklarer man kollusionen med at ”modsætninger tiltrækkes”. Begge parter har muligvis en identisk grundkonflikt, men adskiller sig rent personlighedsmæssigt. Grundlaget for rollepolariseringen findes i typen af forsvarsmekanisme, som individet har tilegnet sig i modspil til grundkonfliktens angst. Udfaldet er enten den progressive-(voksen/forførende) eller regressive- (barnlig/modstand)rolle. Rollepolarisering er en fast komponent hos alle rollemønstre. Grundtemaet i rollemønsterets modsætningsrelation afhænger af den fælles grundkonflikt.

Parforholdet:

Idealerne og forestillingerne til parforholdet dannes i barndommen og sker som et oprør mod forældrenes forhold. Jürg Willi beskriver hvordan barnets observation af forældrenes overfladiske kærlighedsforhold er med til at grundlægge de oprørske idealer, ambitioner og afvigelser der omhandler dets eget parforhold på sigt. Selvom intentionerne strider i den modsatte retning, ender barnet oftest ubevidst i en gentagelsestvang af forældrenes mønster. Søskendekonstellationer har ligeledes indflydelse på barnets udvikling af den familiedynamiske struktur. Når barnet er blevet voksen og fundet en partner med fælles grundkonflikt, omorganiseret grundkonflikten og dermed skabt grundlag for forelskelsen, skal parret stå dets prøve ved konfliktens indtræf. Som bekendt er der med forestillinger og idealer også skuffelser og erkendelser.

I og med grundkonflikten blot er blevet omorganiseret, eksisterer den stadig i en fortrængt tilstand i selvet. Når frustrationen over den manglende konfliktforløsning melder sig, vil partneren blive skydeskive for skuffelsen over ikke at være ”redningsmanden”. Idealisering af partneren bliver nu til en devaluering da den fortrængte grundkonflikt vender tilbage til overfladen.

I håb om parforholdets overlevelse, skal der være åbenhed og accept. Ved accept af egne fejl, såvel som partnerens, vil bearbejdelsen af den fælles grundkonflikt for alvor begynde. Åbenheden omkring den sårbare kerne i selvet og i forholdet, belønner tillid med varighed. Containment-begrebet blev indført af D. Winnicott i 1969 og beskriver parforholdets tolerance niveau. Hvis partnerne kan containe hinandens grundkonflikter og dermed tilbagetrækning af projiceringerne og realjeg, vil parforholdet have en bæredygtig fremtid foran sig.

Den Orale kollusion

Mangel på behovstilfredsstillelse af de orale behov skaber en fiksering i den orale fase (0-1 år). De orale behov udgør primært kærlighed og omsorg. Den progressive (plejeren) identificerer og indtager moderrollen og drager fordringsløs omsorg for partneren. Den regressive (barnet) suger kærligheden til sig og gør sig afhængig af partnerens omsorg.

Den anal-sadistiske kollusion:

Magt, kontrol, selvstændiggørelse og afhængig er omdrejningspunktet i den anal-sadistiske kollusion. Grundkonfliktens fiksering i den anale fase (1-3 år), viser sig i angsten for ensomheden og ønsket om selvstændighed. Idealet er at ”tilhøre” hinanden, hvilket afspejler sig i den regressive partners fortrængte angst for initiativ og selvstændiggørelse. Den progressive partner fornægter sin angst for at binde sig ved projiceringen af separationsangsten. Anal-sadistiske kollusioner har typisk kønspolariseringer, med kvinden som den regressive repræsentant og manden som den progressive.

Den fallisk-ødipale kollusion:

Omdrejningspunktet i den fallisk-ødipale kollusion er polariseringen imellem mand og kvinde. Den erogene udviklingszone i den genitiale fase (3-6 år) er barnets kønsområder. Frustration og fiksering i denne fase, skaber grundkonflikten om ikke at være mand/kvinde nok. Kastrationsangsten hos manden og penismisundelsen hos kvinden er konsekvenserne af et frustrations-præget ødipuskompleks.

Rollepolariseringen med den progressive mand og regressive kvinde skal ses ud fra et biologisk perspektiv, hvor den aktive mand er aggressiv og initiativrig, mens den passive kvinde er uselvstændig og konfliktsky. Willis rorschach-undersøgelser på par i terapi, viste en tendens til en maskulin kontrol af emotionalitet og forholdelse til det konkrete/reelle, samt en feminin tendens til manglende initiativ, overblik og emotionel selvforagtelse. Sociologer og generel forskning kritiserer denne teori for mangel på kulturelle kønsrolle forbehold.

Den narcissistiske kollusion:

Opgavens hovedtema er det narcissistiske parforhold og dermed også den narcissistiske kollusion jf. Willi. Grundkonflikten binder sig til narcissistens følelse af mindreværd og angst for nærvær og sårbarhed. Længslen efter fostertilstandens sammensmeltede og paradisiske tilstand findes stadig som voksen. Idealet i det narcissistiske parforholds er derfor en lignende tilstand: at blive ét med hinanden og kun leve efter lystprincippet.
Den narcissistiske rollepolarisering kan sammenlignes med rollemønsteret mellem Narkissos og Ekko. En progressiv og ekshibitionistisk mand (Narkissos) som bliver tiltrukket af den afvigende, selvudslettende kvinde (Ekko)
Den regressive partner udgør komplementær-narcissisten som bekræfter den progressives grandiose selvopfattelse.

Spillet i det narcissistiske forhold vil altid foregå på den progressive narcissists præmisser. Eftersom komplementær-narcissisten projicerer sine egne idealer over i partneren, dannes der en forestilling om en egentlig selvrealisering via ham. Da de udgør en symbiotisk enhed er grænsen mellem ”hvad jeg gør og hvad du gør”. Begge idealiserer den oprindelige tilstand, hvor lystprincippet dikterede. De bliver hinandens selvobjekt. De uvirkelige forestillinger der udgør grundlaget for et narcissistisk forhold, er dermed også det der senere splitter det.

Typiske modsætningsrelationer i en narcissistisk kollusion kunne eks. være:

  • Grandiositet/tomhedsfornemmelse
  • Megalomani/mindreværdskompleks
  • Pralende/ydmyg
  • Ekshibitionistisk/selvudslettende
  • Manisk/Depressiv

Anthony Giddens teori om det rene parforhold:

Parforholdet dannes ud fra individets behov. Konklusionen er forestående hos både Jürg Willi og Anthony Giddens analyser. Dog er Anthony Giddens teoretiske udspil stillet op som en konstrueret samtidsdiagnose om senmodernitetens ”rene parforhold”.
Set ud fra et historisk perspektiv, var grundlaget for tidligere sammenkomster mellem mand og kvinde ofte baseret på økonomi og praktiske forhold. Men med det selvrealiserende og selvreflekterende individ er de gamle forholdsfundamenter også smidt ud.

Med undtagelse af den multikulturelle integration af mellemøstlige fænomener som ”arrangerede ægteskaber”, er partnervalget i dag en selvvalgt sag.
Det rene forhold gør kærligheden til et fundament for sammenkomst. Man selv vælger definitionen på kærlighed: Kulturens idealer eller ud fra den intuitive følelse.

Vekselvirkningen imellem nærhed og distance er af afgørende betydning for det rene forhold. Den narcissistiske kollusion bliver kategoriseret som en ”sam-afhængige tilstand”. Parternes afhængighed af hinanden hviler på deres egne behov for tryghed og selvforståelse via partneren. Anna fra ovenstående case danner denne symbiotiske relation til Svend. Grundlaget for hendes selvudviklingsproces startede for alvor da hendes behov for omsorg og selvtillid blev opfyldt med Svend. Hendes afhængighed af ham illustrerer hvordan behovet for omsorg og selvforståelse overskygger alle hendes andre behov. Svends kyniske respons ved Annas opgør med det seksuelle misbrug, antyder en seksuelle afhængighed hvor Anna blev hans måde at få opfyldt sit behov på. Intimitet har været et fysisk element i deres relation. Psykisk blev de blot hinandens måde at opfylde et behov på.

Den senmoderne kultur, opfordrer via selvhjælpsbøger og livsstilsprogrammer i dag til at dyrke
Den lystbetonede følelsespejling i forholdet negligeres til fordel for den refleksive fremgang. Massekommunikationens personlige indflydelse udnytter den grundlæggende forvirring og usikkerhed der hersker blandt de identitetsforvirrede personer til afsendernes eget, ofte kommercielle, formål.

Hvis individet ikke reflekterer og bearbejder sine selvrealiseringshændelser, opstår usikkerheden og skaber en splittelse af den realistiske idealisering af parforholdet.
Det seksuelle element bliver til et refleksivt vurderingsspørgsmål. Mediernes fokus på det private sexliv sår konstant tvivl hos individets eget parforhold: ”Er det et skidt forhold hvis vi ikke dyrker sex nok”.
Den svage selvtillid og personlige kerne, får individerne til at sluge kulturens idealer til sig med illusionen om at der opstår en forløsende sammenhæng mellem selvforståelsen og den idealiserede selvoplevelse.

Parforhold er i dag et komplekst og relativt område. Det grundlæggende ”optimale” forhold med tillid og fortrolighed, kræver en fornuftig balancegang mellem den symbiotiske enhedstilstand og den adskilte, individuelle tilstand. Den intime og følsomme sfære er oftest det man længes mest efter, men samtidigt frygter allermest. De traditionelle kønspolariseringer i et forhold er brudt op og grænserne mellem kønnene udviskes så småt. De fælles forpligteler heller ikke hører til i den individualiserede kultur.

Vurdering:

Tendensen tegner et tydeligt billede af det senmoderne parforhold som præget af narcissistiske træk.
Individets Idealer overføres til parforholdet. Desto større idealer, desto større krav, desto mere skrøbeligt og overfladisk bliver forholdet. Med mediernes påvirkning bliver det nemt at adoptere ideal forholdet og undertrykke angsten for konfrontation med sine kerneproblematikker. Partnerens funktion ses mere som et selvobjekt til eget behov, end som en ubevidst tiltrækning over en fælles ubevidst grundproblematik.
Jürg Willi, Anthony Giddens og Anna (casen) er enige i en konklusion der peger i retningen af åben og ærlig kommunikation som den vigtigste del af et parforhold. Forholdet skal kunne rumme hinanden og være åbent, men det er individets opgave at bearbejde de personlige problemstillinger. Så før narcissisten frustrerende følelse af kæresten som omklamrende og krævende, bør han kigge sig selv en ekstra gang i spejlet med et andet sæt briller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *