Cutting

cutter

Indledning

Jeg har valgt at skrive denne psykologi opgave om cutting, og hvordan man som lærer kan møde og håndtere denne selvmutilerende adfærd hos elever. Grunden til jeg nu har valgt dette emne er, at jeg i vores første praktik mødte en elev i 7. klasse der kom direkte og betroede hele sin historie om sin selvskadende adfærd til mig. På dette tidspunkt kendte jeg ikke meget til fænomenet, men måtte så håndtere denne elev så godt som jeg nu kunne.

Efterfølgende har jeg så læst en del om emnet, og jeg finder det at være en stor udfordring for min kommende rolle som lærer og fortrolig person. Alle former for selvmutilerende adfærd er en stor udfordring for en lærer, både på det personlige plan og på det professionelle plan.

I denne opgave har jeg valgt at fokusere på cutting, dels på baggrund af den føromtalte elev, og dernæst på grund af jeg de sidste tre uger har stødt på tre, af hinanden uafhængige unge mennesker, med den samme selvskadende adfærd, så emnet optager mig personligt meget fortiden. Denne opgave vil altså bære præg af nysgerrighed overfor et emne der ligger langt fra min personlige sfære.

Derudover diskuterer jeg lærerens rolle i det. Hvis man ikke har hørt en cutter fortælle om sin selvskadende adfærd, kan det være svært at sætte sig ind i hvilke tanker der rører sig før, under og efter.

Fakta om cutting

Hvad er det? Cutting er at skære sig selv med en skarp genstande f. ex. barberblad, skalpel, glasskår, en knækket cd, en smadret tallerken eller noget andet, der kan skære gennem huden. Hvor skærer man sig? Man kan skære sig selv alle steder på kroppen, men det mest almindelige er på venstre underarm, fordi det område er lettest tilgængelig. Andre steder kan være på benene, på brystet og på maven. Mere ekstreme tilfælde kan være i ansigtet og på kønsorganerne.

Hvorfor?

Der kan være mange årsager til at et menneske begynder at have en selvmutilerende adfærd som for eksempel cutting. Der sker meget i en teenagers liv, i kroppen og psyken, men nogen kan klare det uden, mens andre må gribe til selvskadende adfærd for at får afløb for deres frygt, sorg, tristhed mv. Nogle af de faktorer der kan starte en selvdestruktiv adfærd kan være:

  •   Mobning
  •   Familieproblemer (skilsmisse, vold, tab af forældre mv.)
  •   Sexuelt misbrug
  •   Konflikter i forhold til jævnaldrende/sociale problemer
  •   Sygdom (operationer mv.)
  •   Spiseforstyrrelser
  •   Anden selvdestruktiv adfærd (sex. alkohol, stoffer mv.)

    Afhængig af selvskaden

    De følelser, der fører til selvskade, svarer til dem, en misbruger oplever ved abstinenser, f.eks. angst, anspændthed og vrede. Som ved et fix eller en rus opleves der et fysisk velbehag ved den fysiske smerte, der for en tid overdøver eller fortrænger den psykiske smerte.

    Rent kemisk har selvskaden også en lindrende effekt: Selvskadende adfærd udløser endorphiner, som er et morfinlignende stof, kroppen selv producer. Endorphinerne frigøres også af f.eks. alkohol og kokain. Udladningen af endorphin skaber en afhængighed, som kan være meget svær at behandle og svær at undvære.

    Den misbrugslignende afhængighed af endorphin-udladningen i hjernen er med til at holde den selvskadende fast i et mønster. De selvskadende handlinger kan derfor blive en ond cirkel, hvor personen hele tiden tænker over hvornår og hvordan, hun kan komme til at skade sig selv igen for at opnå den lettelse og det kick, som selvskaden giver.

    En beretning fra en cutter

    Beretningen ”Cutting for every reason” (hentet fra www.bmezine.com) er skrevet af en pige, som har fem års erfaring som cutter. Pigen skriver om hvordan hun første gang skar sig med en saks, som hun trak fine linjer hen over maven med. Hun skar i alt 40 gange, og bagefter var hun lettet og stolt at det mesterværk hun havde skabt. Mange tror at cutting er ensbetydende eller direkte i forbindelse med et ønske om selvmord. Og normalt kan man definere klart, hvad er død og hvad er liv, man kan altså ikke overskride disse absolutter.

    Men i den personlige ”skabelsesberetning” som pigen skriver, skaber hun en tredje medierende mulighed; nemlig selvskade: ”Recently my family was informed that I was cutting and suicidal. The two are not quite linked. I’ve been cutting for about five years now, with more and more dramatic results. The efforts over the years have made up a collage of scars on both thighs, something personal and autobiographical, really. The majority of times I have cut, it has been to try to release something – anger at myself, selfhatred, sadness, disgust. I will not pretend that I was in anything like a sound state of mind as I did this, I was just trying to deal with it the best I could.”

De selvskadende handlinger

De selvskadende handlinger er her ikke at betragte som selvmordsforsøg, men derimod som et forsøg på at klare pressede eller svære begivenheder i livet for at bevare livet. Resulterer den selvskadende handling ikke i livshæmmende selvmord og dermed døden, så kan den via en grad af livsfremmende selvhelbredelse føre til livet: I stanched the wound, I cleaned it, I ran cool water over it. It healed. When I laid on my belly I could feel them. Feeling more alive than I could remember.

Den selvskadende handling kan være rettet mod selvet eller kroppen, men selvskaden kan ligeledes være et forsøg på at overskride denne dobbelthed, ved at være rettet mod ”det hele menneske”, subjekt og objekt – en personlig skabelsesproces, hvor den fremmedgjorde krop tilegnes af subjektet i den selvskadende handling, og hvor de indestængte følelser objektiviseres til synlig observation i form af sår, og til behandling i form af selvhelbredelse: These were not cries for attention or for help, but a way for me to cope and a way for me to make my body my own… I liken it to crying with blood.

Hvad skal jeg vide som lærer?

Ovenstående figur viser kønsfordelingen af cuttere af begge køn. I aldersgruppen <15 og 15-19 er der klart flest piger der har denne selvskadende adfærd, mens der hos de 20-24, 25-29 og 20-34 årige er en næsten ligelig fordeling mellem kønnene. Dette er interessant eftersom man som oftest forbinder selvmutilerende adfærd med unge kvinder, hvor drengene ikke er at finde i statistikkerne. Figuren her modbeviser altså klichéen ”Piger skader sig selv. Drenge skader andre”.

Altså, der kan i gennemsnit sidde en til to piger i hver klasse der har en selvskadende adfærd, og dette er jeg som kommende lærer nødt til at forholde mig til. Det umiddelbart mest enkle værktøj man som lærer har at bruge for at opdage en elevs selvskadende adfærd er Thomas Nordals begreb om at kende sin elev.

Hvis man kender sin elev

Hvis man kender sin elev og er nærværende i klassen har man muligheden for at opdage det. En ting er, at som tidligere beskrevet skærer den unge sig oftest på underarmen, da den er lettest tilgængelig, og disse sår kan ikke skjules hele tiden under tøj. Men skærer den unge sig et andet sted på kroppen, som for eksempel pigen beskrevet nedenfor, som skærer sig på maven, springer sårene ikke en i øjnene. Men cutting er ikke kun et fysisk tegn, der sker også meget psykisk hos cutteren. Når jeg har mødt cuttere har jeg forsøgt at reagere så roligt som muligt. På hjemmesiden www.selvskade.dk er der gode råd til hvad man kan gøre hvis man som voksen bliver betroet cutterens hemmelighed.

Det bedste, du kan gøre, er at lytte til den unge uden at afvise, hvad hun siger. Sig fx ikke: “Nej, det passer da ikke, du har da så mange gode venner”, men i stedet: “Du siger, at du føler dig alene; det, kan jeg godt forstå, er svært”. Lyt, nik og kom med anerkendende kommentarer som fx: “Det må være svært at gå rundt med alt det indeni”.

Det er vigtigt ikke at reagere meget dramatisk, men tage det stille og roligt, så den unge tør fortsætte sin betroelse. Den unge har brug for en voksen, der kan rumme alt det, hun ikke selv kan – en “klippe” at læne sig op ad, indtil hun igen kan stå selv.

Lov ikke noget, du ikke kan holde

Lov ikke noget, du ikke kan holde. Hvis du ikke er den unges forælder, men er nødt til at fortælle det til forældrene, så giv ikke indtryk af, at jeres samtale er fortrolig. Sig i stedet, at du gerne vil hjælpe med at få det fortalt til forældrene. Snak om, hvordan sådan en samtale kunne forløbe, hvad den unge er bange for skal ske, og hvordan I får det til at forløbe bedst muligt. Vent så vidt muligt med at fortælle det til forældrene, til den unge selv er parat til det.

De råd som er at finde på www.selvskade.dk er en rigtig god vejledning til hvordan man kan forholde sig til en elev der betror sin selvskadende adfærd til en. På hjemmesiden er der også en vejledning til den unge til hvordan de skal forholde sig, og forslag til hvilke voksne de kan henvende sig til.

Personligt synes jeg det er svært at bruge en sådan hjemmeside konkret som hjælpemiddel. De ovenstående råd er gode et langt stykke vej, men jeg mangler konkrete råd til for eksempel læreren. Her ringede jeg til livslinjen og spurgte hvad de foreslår man gør for at hjælpe den unge. De vejleder til at man, efter man har lyttet og gjort alt ovenstående, tilbyder den unge at man vil gå med dem til deres egen læge.

Opbygget fortrolighed

Når man nu har opbygget denne fortrolighed og man har lyttet, er der faktisk ikke mere man konkret som lærer kan gøre. Hvis den selvdestruktive adfærd er så farlig for personen kan man umuligt hjælpe ved kun at lytte.

Man bliver nødt til at formidle en kontakt til en lægelig instans, en der for alvor ved hvordan man arbejder med psyken. Den elev jeg havde der betroede sin cutting til mig, hjalp jeg på nogenlunde samme måde. Jeg vidste ikke det jeg ved i dag, men jeg fik i stand at hun skulle interviewe skolepsykologen. Vi lavede avis med klassen, og den måde hun fortalte mig om sit problem på var, at der jo nok var ”nogen” der måske engang imellem skar sig når de havde det svært, og derfor var der nok ”nogen” der kunne synes det var interessant at skrive/læse om cutting. Den nemmeste måde jeg så følte jeg kunne hjælpe var at arrangere dette møde med skolepsykologen.

Konklusion

Igennem mit arbejde med denne opgave har jeg opnået en dybere forståelse for cutting som selvmutilerende adfærd. Det er selvfølgeligt forskelligt hvor mange elever man vil møde der har denne adfærd, men samtidig synes jeg det er en stor udfordring at vide hvordan statistikkerne taler om dette, når jeg nu ved det er noget jeg vil møde igen. Men jeg mener, at hvis man er godt forberedt, kender til fænomenet, samt kender sine elever optimalt kan man opnå det bedste resultat.

At skrive denne opgave har været rigtig godt fordi jeg har opnået en større viden, og kan retrospektivt se at jeg har handlet efter forskrifterne den gang jeg mødte problemet for første gang. Men jeg sidder til tider stadig tilbage med tvivlen om hvorvidt jeg kunne havde hjulpet denne pige mere end jeg gjorde osv. Men igennem arbejdet med opgaven her er jeg nået frem til, at jeg gjorde det så godt jeg kunne, og at det er vigtigt at huske på én ting. Bare fordi jeg har en elev som måske vækker min bekymring, men eleven er afvisende overfor at tale med mig, må jeg ikke tvinge eleven til denne fortrolighed. Hvis der er en anden lærer vedkommende har større fortrolighed med, skal eleven tale med vedkommende. At denne elev valgte mig, som kun var praktikant, i stedet for sin klasselærer skal være tilladt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *